Det er ikke altid nemt at være forældre. Vi bliver bombarderet med artikler, fb-indlæg og tv-udsendelser om, hvad vi skal og ikke skal som forældre, hvad vi må og ABSOLUT ikke må. Hvordan vi optimerer vores børns hukommelse via læring, deres kroppe gennem sundhed (den korrekte sundhed vel at mærke) og deres selvværd gennem anerkendelse. Jeg står som mor over for en ny udfordring: vandsøjletryk og åndbarhed i flyverdragter (sarkasme kan forekomme). Da min ældste på 9 var lille, var vandsøjletryk ikke noget man gik op i, i hvert fald ikke i min omgangskreds. Men dengang var Facebook heller ikke så udbredt endnu.

Vandsøjletryk og flyverdragter

Jeg har været på udkig efter en ny flyverdragt, der er blot et lille men. Nu har jeg i den sidste måned set det ene opslag efter det andet om, hvilket vandsøjletryk de forskellige flyverdragter har. Det første jeg tænkte var ”vandsøjletryk, burde jeg kende det ord?”. Det næste jeg tænkte var ”åh nej, det lyder som noget vigtigt, det har jeg jo slet ikke tjekket, da jeg købte den mindstes flyverdragt”.  Men efter få sekunders intens panik gik det op for mig, at jeg faktisk ikke gider bekymre mig om vandsøjletryk og åndbarhed. Jeg må gå ud fra, at de fleste flyverdragter har til formål at holde barnet varmt og tørt. Og ja, den skulle gerne holde en hel vinter, men gør den ikke, så har min datter i det mindste set smart ud så længe. Og allervigtigst, jeg kan overskue at købe en ny, for jeg har nemlig været så overfladisk og ikke-undersøgende, at jeg har valgt flyverdragt ud fra økonomi og udseende. ”Den er pæn, den er billig, den snupper jeg”.  Slemme mig, men jeg forventer at min datter klarer den alligevel, højt vandsøjletryk eller ej. Den flyverdragt jeg valgte var til en fornuftige pris og jeg fandt den her.

Billede: Phil Scoville

Billede: [jf]